Side:Kongens Fald.djvu/215

Denne side er blevet korrekturlæst

JAKOB OG IDE

Medens Kongen og Mikkel Thøgersen nu saaledes befandt sig i største Sikkerhed indenfor Sønderborg Slots Befæstning, var der to der vandrede husvilde om i Landet, Jakob Spillemand og lille Ide.

Jakob var en Mand af ubestemmelig Alder, og han blev ikke ældre i de mange Aar, han og Ide vandrede. Men Ide, der var et Barn, da de forlod Kvorne, voksede paa Landevejene og blev en Jomfru under aaben Himmel.

De drog fra Salling samme Dag som Ane Mette, Bedstemoderen, var bleven jordet. Da Ane Mette laa maalløs i sin Seng med Dødens Hellighed om det gamle magre Hoved, gjaldt hendes sidste Blik Barnebarnet Ide. Alle hendes store Børn stod om hende, men hun saa efter Ide. Da hun nu var bleven begravet, tog Jakob den lille ubeskyttede Pige ved Haanden og gik bort med hende fra Kirkegaarden.

Den Dag var Viben kommen til Egnen. Jakob hørte dens friske Klageskrig, da de gik over Kæret. Der var luftigt om dem, de var fri, og de gik mod Øst, mod den hvide Sol, over den optøede Jord. Den Høj, som lille Ide havde set hele sin Barndom igennem og som laa yderst ude, der hvor Solen hvilede paa Skystøtterne, den gik de forbi, ja den gik de totalt forbi, og nu drejede en vildfremmed Egn sig sælsomt for Ide som en Port ud til Verden.

Jakob og Ide kom til Graabølle, hvor Jakob forgæves spurgte efter Mikkel Thøgersen. Han var i det hellige Land, hvis han