Side:Kongens Fald.djvu/214

Denne side er blevet korrekturlæst

208

KONGENS FALD


Tiden havde trukket sig tilbage fra ham. Denne Ruin var en Gang et ukueligt Forstandsmenneske og en blind Spiller. Hvor der nu kvalmede en lav Røg, der stod i fordums Tid et Baal af Drifter.

Jens Andersen, Naturens kongeligt begavede Slegfredsøn, hans Hoved var Sædet for den lykkeligste Forening af Teologi og Jura, der nogensinde er bleven set i Danmark. Og han, der efter Tidens Forhold var en fremragende Skønaand, kunde resumere sit Levned og sin Filosofi i to ganske smaa latinske Digte. Det ene var en tør Gravskrift. Det andet meddelte i en Stabel radmagre Distika Realregistret over hans Plager.

Jamen der var Sandhed i Jens Andersens benede Poesi! Hans Vers lignede Skelettet til den menneskelige Historie. To af dem klaprer som saa:

Os, dentes, nares, genitalia, brachia dantur
Torturis, quibus adjunge manusque pedes.

Men Kongen havde været en Fange paa Sønderborg nu i mange Aar. Siden Slaget ved Aalborg delte Mikkel Thøgersen Fangenskabet med Kongen og fik derfor seks lybske Mark om Aaret.

Nu da Mikkel havde faaet denne faste Stilling som Fange sammen med Kongen, saa han sig foranlediget til at leve stille. Mikkel havde hele sit Liv igennem følt sin Skæbne knyttet til Kongens. De havde fulgtes ad paa en Maade. I samme Grad som Mikkel var rykket Kongen nærmere, var Kongen falden!

Det var nu fyrretyve Aar siden Mikkel saa Kongen første Gang som sekstenaarig Prins, da han sværmede i de rige Købmænds Boder i København. Da havde Kongen sit vinrøde Haar, og da var hans Haandbage endnu glatte og ubeskrevne. Nu stod Haaret ham vintergraat og busket om Hovedet som en forladt Fuglerede, og hans knoklede Hænder var tæt gennemvævet af Rynker og svulne Aarer.