Side:Kongens Fald.djvu/21

Denne side er blevet korrekturlæst

15

KØBENHAVN VED NAT


Oh! Luften var sval, Stjærnerne straalede højt over Hovedet. Til begge Sider skød Straatagene Ryg som Dyr, der sover med Hovedet gemt. Nede i Gaden vankede Vægteren med sin Lygte og lyste op ad de lukte Døre. Men ude paa den anden Side Bjælkeværket glittede Vandet, en Stjærne spejlede sig inde mellem Sivene i Graven. Landet laa stille derude i mosgrønt Mørke, langt ude fra Søerne kom en tæt myldrende Musik af Frøerne. Byen var falden til Ro. Vandet slikkede dæmpet mod Stolperne i Graven. En mjavs Kat vaandede sig langt borte paa et eller andet Tag.

Mikkel Thøgersen drejede sig i sit Hul og saa med Ryggen stærkt bøjet tilbage op mod Skorstenen og Stjærnerne. Han svimlede, det var som gled han ud med begge sine nøgne Fødder paa et Bundt Knive. Men det var ham tilpas — han kunde ikke holde sin Pine ud. Bedre var det, om han hang i et Reb midt oppe under Himlen, saa vilde Stillingen maaske svare nogenledes til hans indre Svimmelhed. Mikkel vendte sig og lænede Armene mod det kolde Tag.

Susanna! tænkte han. Susanna. Og hans Hu var saa blød, at alle stumme og livløse Ting rundt om syntes at faa Aande og Hjærte. De døve Huse holdt sig stille men udtrykte idel Godhed, Stjærnerne glippede bevæget. Der bankede en Puls i den blide Stilhed; en Krusning løb over Vigen, selve den dunkle Luft syntes at fare sammen som et Væsen, der mindes sin Hemmelighed og sin Skæbne.

Men blot fordi Mikkel havde tænkt Navnet, blev han fattig i Sjælen — og ond, han fnøs og rettede sig.

Tys! Nede i Byen lød Stemmer. Raabene medbragte en Forestilling om oplyste Rum og om noget, der nu foregik.

Mikkel Thøgersen trak sig ned i Kamret igen. Ove Gabriel stod nøgen paa Gulvet, færdig til at gaa i Seng, hans Øjne talte om Fuldbragthed, han lyste som en stille Vokskerte.