202
KONGENS FALD
Lave. Der gik fjorten Dage, og Flokkene rejste hertil og dertil, brændte og svirede og vidste snart hverken ud eller ind. Det er saa sin Sag, naar Bønderfolk bliver rykket væk fra deres Sted og slynget ud paa det vilde. Saalænge de kender hverandre, er der en Slags Sammenhold, men Folk fra to forskellige Herreder er allerede halve Fjender. Saa forenes to Flokke under en Fører, og ham har i alt Fald den ene Flok ingen Tillid til, saa bliver de mange Førere selv uenige. Det var en Fører fra først af de manglede. Da Flokkene fra hele Nordjylland havde samlet sig, tog Skipper Klement Kommandoen over dem. Der var seks tusind Mand med næsten lige saa mange Vaaben, da de stod samlet ved Svenstrup By. Her mødtes de med Adelsmændene. De talte kun seks hundrede, men saa var de til Hest og i Harnisk. Bønderne fik Sejr.
Mikkel Thøgersen stod paa en Bakke den Oktobermorgen og saa, hvor galt Herremændene kom afsted. De to Hære nærmede sig hinanden ved Solopgang. De fyldte ellers ikke meget i Omgivelserne. Det var kun som to ulige store, mørke Pletter, der skred mod hinanden i det milehvide Land og under den store Himmel. Naturen selv var udeltagende, det var en graa Morgen, Jorden var kold efter Regn. Mikkel saa ud over de lavt svungne Bakker og tænkte paa, at Landet alene varer, medens Slægterne skrider hen over det som Skygger af Skyer.
Saa begyndte de at tørne sammen. Men Adelsmændene var for faa. Mikkel kunde paa lang Afstand se, hvor Bønderne i Flokkevis samlede sig om hver enkelt Rytter og bogstavelig talt plejlede ham af Sadlen. Det var sigtbart Vejr, Mikkel saa, hvor Støvet røg af Herremændenes Tøj under Harnisket, naar Bønderne bankede løs paa dem. Engang imellem bar Vinden Gnyet op paa Bakken, hvor Mikkel stod, han hørte det skratte, naar Økserne traf Rytternes Skinner og Skæl. Men Herremændene slagtede ogsaa svært ind paa Bønderne, inden de gav sig fortabt. Fægtningen spredte sig mere og mere, den sparsomme Bøsse-
