192
KONGENS FALD
saa længe udenlands. Jo, vi skal have Krig, vi andre her paa Egnen, og nu skal du høre …
Hermed gjorde Niels Rede for, hvordan det stod. Ufreden i Landet havde varet for længe. Herremændene holdt Kongen indespærret paa Sønderborg, Kong Christiern, men nu vilde Bønderne i hele Landet have ham ud igen. De vilde tage sig selv til Rette, Vendelboerne havde længe været bestemt paa det, og i Salling var Bønderne ogsaa begyndt at samle sig.
Men vi andre Himmerlændere vil ikke klatte ebag, erklærede Niels, idet han beherskede sig næsten over Evne. Vi har begyndt at skærpe Økserne.
Niels for sig med Haanden over Øjnene, der var bleven hede, og rømmede sig med Voldsomhed.
Kom her, følg med mig, skal du se!
Niels gik i Forvejen hjemad og førte Mikkel ind i den lille Smedje, hvor alt var uforandret som i Thøgers Dage.
Vi har haft meget at bestille i det sidste, hviskede Niels. Men baade Anders og Thøger er dygtige til Hammeren. Vi har skæftet mange Høleer for Folk. Vi har ogsaa faaet Stunder til at sørge for os selv, her skal du se!
Niels hentede en stor nysmeddet Økse frem fra Hjørnet. Bladet spillede endnu i Regnbuens Farver efter Glødningen.
Vi har gjort mange af det Slav, sagde Niels dæmpet. Han rakte ind efter en anden.
Se den her er min egen, kan du kende den? Ja jeg har lagt nyt Staal i den.
Mikkel kendte Øksen, det havde været hans Faders, saa længe han huskede.
Den vilde den gamle ikke skille sig ved, sagde Niels. For den blev taget af Haanden paa vor Bedstefader, da han laa død paa Aagaard Mark i Han Herred. Det er tre og halvfemsindstyve Aar siden. Da var det, Bønderfolk krigede og blev slaaet fordærvet. Det skal vi ikke glemme nu.
