Side:Kongens Fald.djvu/188

Denne side er blevet korrekturlæst

INGER

Men Inger hun var saa sorgfuld. Hun vred Hænderne og græd for sin Fæstemand Dag og Nat. Inger saa over Fjorden mod Himmerland hver Nat fra Vinduet i sit Kammer, naar hun græd. Det var de lyse Nætter, Himlen stod aaben Dag og Nat.

Inger, hun var saa sorgfuld. Det hørte Axel i sin Grav paa Graabølle Kirkegaard, da rejste han sit mødige Hoved i den vaade Jord og stod op. Der var saa blæsende aabent paa Kirkegaarden; inde mellem Gravene tuntede Helhesten, den rimmede langmodigt hen efter ham, men Axel vandrede gennem Laagen med Kisten paa sin Nakke.

Han gik ud over Heden ad Fjorden til, møjsommelig, møjsommelig, gennem den lyse Nat i Danmark. Himlen var hvid og gul, og Jorden laa i Skumring. Fjorden lyste, Brinkerne ovre i Salling strakte sig trygt.

Ude paa Heden gik en død Mand i Ring, han stod stille og saa forgræmmet efter Axel, til han var af Syne med sin Kiste i Hulvejen, saa begyndte han igen at gaa rundt i sin Ensomhed.

Solen dukkede sig under Landet i Nord, hvor Himlen var gul. Blæsten gik med Dug og tung Blomstersved, alle Vækster sov og drømte svangert.

Axel kom til Hvalpsund og saa, hvor Bølgerne fulgte hverandre troligt derude, han gik uopholdeligt over og kom til Kvorne.