DEN DANSKE DØD
Axel, den sorgløse, døde om Aftenen under aaben Himmel, de sidste Timer var han ved fuld Bevidsthed.
Trediedagen efter at han havde faaet Saaret, blev han dødssyg. Og han var træt af Evigheden, han havde slidt Livet ud gennem to Døgns legemlige Smærter. Da han mærkede den sidste Hede, lod han sig bære ud, han skreg som et Dyr de Minuter, de havde ham paa Armene. Nu sad han i en Stol udenfor Huset Dagen over.
Da han slog Øjnene op i Solskinnet — Ænderne snadrede ved Brønden — saa han Mikkel Thøgersen, han havde staaet der noget.
Kan du ikke komme dig? spurgte det gamle ulykkelige Menneske. Axel rystede ligegyldigt paa Hovedet og lukkede Øjnene. Længe efter da han saa op, stod Mikkel der endnu.
Det var bagende varmt og stille. Solen glittede i et Potteskaar paa Jorden.
Bien di svalmer, sagde en trohjærtig Bondestemme henne fra Krohusdøren. Der hang en Sværm Bier oppe i den snehvide Luft over Kaalgaarden, den stod tæt ved Solen som en kuglerund levende Sky; snart spændte den sig ud, snart tættedes den gen om sin mylrende Kærne, nu og da blev den helt usynlig i Solilden; der lød en hed Syden ned derfra.
Axel hørte Mikkel sige, at Kapslen havde været tom. Der var ngenting i den, Axel! Men Axel var ligeglad. Mens han levede,
