Side:Kongens Fald.djvu/150

Denne side er blevet korrekturlæst

144

KONGENS FALD


paa Gaderne! En sen Aften, da Axel kom gaaende hjemad, saa han en Kvindeskikkelse foran sig, hun gik langsomt tæt ind til Husene med Hætten ned over Hovedet, hun var alene, og hun græd. Axel saa ikke andet, end at hun var ung, hvorfor gik hun alene paa Gaden og græd? Da han talte til hende, svarede hun ikke, men da han tog hende ved Haanden, fulgte hun ham. Hun var hos ham uden at sige et eneste Ord. Snart græd hun, snart sukkede hun utrøstelig, hele Natten. Hver Gang Axel vaagnede, hørte han hendes stumme Sorg, han fik ikke at vide, hvorfor hun var saa fortvivlet. Om Morgenen tog hun sine sorte Klæder paa og gik igen, grædende som hun var kommen.

Samme Dag Axel havde fæstet Sigrid, var han henne og se til Mikkel Thøgersen, som ikke kunde komme sig. Mikkel led ikke længere, men han var falden i en dyb Afkræftelse, og det gik hurtigt nedad.

Axel saa, hvor Mikkel var bleven dødelig bleg, han lod til selv at være klar over, at han laa paa sit yderste.

Da Axel havde siddet en Time hos den døende i raadvild Bedrøvelse, vilde han gaa. Mikkel slog Øjnene op og hviskede Farvel, men da Axel vendte sig bort, kaldte han ad ham. Mikkel vilde sige noget, og Axel bøjede sig varsomt ned til ham.

Skatten … skal jeg nu læse Seddelen for dig? sagde den døende næsten ikke hørligt.

Axel rettede sig og fik vaade Øjne. Men da saa han pludselig paa Mikkel, meget vist.

Nej, svarede han kort og godt. Han drejede sin Hue forlegent.

Nu tror jeg alligevel … du skal se, du kommer dig, Mikkel!

Mikkel Thøgersen laa maalløs. Men Synet af Axels Ryg i Døren slog ham med Harme, han tilsvor ham Hævn. Han hadede igen.

Næste Morgen var Mikkel Thøgersen i Bedring. Og han kom sig.