Side:Kongens Fald.djvu/149

Denne side er blevet korrekturlæst

143

DEN LILLE SKÆBNE


med en Jomfrus sære Varme. Hun dansede ung og skrøbelig, nær og dog fjærn.

Men saaledes gik Natten. Hver Gang Sigrid gav ham Haab, blev Axel besynderlig modfalden; naar hun paa Pigevis vejrede al hans Tro bort, led han, men lykkeligt. Og da forbarmede hun sig, droges mod ham og kom ud af sin Fjærnhed. Naar han da følte ligesom Anger over Sejren, lo hun, til han blev usalig og henrykt. Saaledes gik Natten.

Klokken tre kom Sigrids Broder og en ældre Kvinde, hun skulde hjem. Axel fik Lov at følge med. Det var hørt op at sne, Natten laa ren og kold. Sneen lyste. Nu fik Axel da at vide, hvor Sigrid boede. Han gik hjem i sit Kammer, løftet, fast bestemt paa at vinde Sigrid.

Der gik nogle Dage. Axel blev trolovet med Sigrid. Hendes Slægt var ikke udelt derfor, Axels Skat troede de ikke rigtigt paa i Førstningen. Men han slog sig for Brystet, han viste dem Kapslen. Skulde Mendel Speyer, hvem han nu ellers var, fare med Løgn? Hvorfor kunde der ikke netop være en stor Arv til et Menneske uden Efternavn? Hvilede der et Mørke over hans Byrd, saa meget des bedre; naar han hævede Arven, men dermed hastede det ikke, vilde man nok ogsaa faa at vide, hvem han egentlig var. Derved blev det; hvem kunde staa for et Menneske, som ikke kendte til Tvivl. Fæsteøllet blev fejret med megen Herlighed.

… Stokholm By laa under den kyske Sne, der blev ved at falde og udslette alle Spor. Hver Dag blev der festet saa smaat; snart hver Aften stod der en Dans i et eller andet formaaende Borgerhus.

Axel satte en Stige til Sigrids Kammervindue en Nat men blev halet ned igen af hendes Brødre under megen Munterhed, hvorpaa han maatte give Vin paa Raadhuset. Bryllupet blev bestemt til kort før Jul.

Ja, Stokholm festede under den skjulende Sne. Altid Gildefolk