Side:Kongens Fald.djvu/138

Denne side er blevet korrekturlæst

132

KONGENS FALD


fik Ende i den snævre Slæde som en Barnegraad, der tier, som en Vugge, der staar stille. Da de saa til Sten Sture, var han død. Sneen smeltede ikke længere paa hans Ansigt. Saa langt Øjet rakte var der kun Is og Sne, Sten Sture, og du sad stille, vidt ude fra den frosne Ørken tonede det som svage Nødraab og Genlyd af syngende Nødraab, O Sten Sture.


* * *


Hen paa Aftenen kom Mikkel Thøgersen. Han fandt Axel og Lucie siddende over Liget med hver en Stump Vokslys. Mikkel sagde ingenting, han var slap og indfalden i Ansigtet. Da han havde set lidt paa den unge dræbte Fyr, der laa paa Gulvet, foreslog han at fire ham ned i Gaarden, for at han kunde komme afvejen. Axel og Lucie gik ind og lagde sig, de hørte Mikkel snakke halvhøjt med sig selv.

Da Mikkel kom ind i Axels Kammer efter at have faaet Liget fjærnet, sov Axel. Lucie laa vaagen, hun ænsede ikke Mikkel, hun laa og stirrede fromt og forknyt ind i Lyset, da han gik.

Lucie var den første der vaagnede Dagen efter. Lysene var brændt ned paa Bordet, men det var Dag. Hun satte sig op og saa sig om, hun vendte Øjnene fra og til, som lyttede hun, som kaldte nogen paa hende. Saa aabnede hun med let Haand Hornkapslen, som Axel havde om Halsen, tog Pergamentet ud og gemte det i sin Vandrepose. Axel havde fortalt Lucie om sin Skat, havde ogsaa snakket om den i Søvne. Lucie blev endda forsigtigt liggende lidt, Axel sov fast. Hun listede op, klædte sig paa og gik stille sin Vej.