Side:Kongens Fald.djvu/110

Denne side er blevet korrekturlæst

104

KONGENS FALD


han vidste ikke selv, hvad de Ord skjulte, som han havde at overbringe efter Hukommelsen, men de gjorde Bispen meget eftertænksom. Staa her, sagde han og forsvandt.

Mikkel hørte baade Kongen og Jens Andersen og flere Stemmer inde i den kogende Røg. Saa raabte Kongen et Par vrede Ord. Der blev næsten stille i Badstuen, de hørte op med at slaa Vand paa Stenene. Den øverste Luge aabnedes, og Dampen blev et Øjeblik tæt og hvid som en Væg, lidt efter klarnede det. Med et saa Mikkel alle dem, der var i Badstuen, han havde troet, de var ti Gange længere borte, men de var alle lige ved. Kongen sad paa en Bænk, foruden ham var der Didrik Slagheck, Jon Eriksen og to til, som Mikkel ikke kendte. Jens Andersen talte til Kongen i en dæmpet, betydningsfuld Tone, de andre lyttede, men Mikkel havde ikke Øre for, hvad de talte om, han kunde ikke faa sit Blik fra Kongens Skikkelse. Saa tæt en Bringe og saa stærke Overarme havde han ikke set før, Brystmusklerne laa haardt og riflet mod Huden, Senerne snoede sig snævert ind under Armene. Det mørkerøde Haar brusede om Kongens Hoved i Dampen som Mos, der rejser sig i Regnvejr, Vandet drev over det vaade Ansigt ned i Skægget. Kongen var i farligt Lune, lod det til, han saa fra den ene til den anden med de stramme Øjne paa en egen afmaalt Maade, hele hans Mine var tung og ladet.

Mikkel lagde ikke meget Mærke til de andre. Jon Eriksen stod ret op og ned med et beskedent og forgræmmet Udtryk, han var saa gyselig mager paa Kroppen, at det saa ud som han var surret sammen af Skind og Ben, hans lange Knokkelfødder stak i et Par Klamper, Anklerne var dækket af Skorper og snehvide Ar efter Jærnene, han til for nylig havde siddet i. Ved Siden af ham stod Jens Andersen med den flettede Ryg til og bøjede sig i sine laadne, sammentrykte Rytterlaar. Men Didrik Slagheck var en velskabt Mand. Desværre vanheldedes han over hele Kroppen af violette Stjærner, Mærker efter den franske Syge, de sad