Side:Kongens Fald.djvu/107

Denne side er blevet korrekturlæst

101

HJEMKOMST PAANY


rystede ikke værst. Niels fortalte, at Faderen for otte Aar siden nær var kommen af Dage ved at Jordhulen, de brugte til Tørv, var skreden til om ham. Niels skulde just træffe at være fra By, og de andre tænkte ikke paa nogenting. Først næste Morgen sansede de, hvor han kunde være bleven af og fandt ham liggende derinde med Hænderne boret fast i Klæderne og med vidtaabne Øjne; til alt Held var der Luft nok over ham, saa han ikke var bleven kvalt. Men siden den Indespærring havde han til Tider lidt meget af Skræk.

Da de havde spist, satte Mikkel sig hos den gamle. Han prøvede at tale med ham, men det vilde ikke gaa. Saa blev han siddende og saa paa det store laadne, kraftesløse Hoved. Han kendte Faderens Træk, skønt Ansigtet næsten var groet igen, og Øjnene uden Blik. Der havde sat sig bløde Vækster og Blegner paa Ørene og paa den golde Pande.

Langt om længe tog Mikkel en gammel Sølvskilling frem, saa lidt paa den og søgte at stikke den ind i den gamles Haand, der ikke formaaede at tage den.

Kan I huske Skillingen? raabte han sin Fader ind i Øret, han havde glemt de andre i Stuen.

Ba, ba.

Kan I huske Skillingen? raabte Mikkel endnu en Gang med brudt Stemme. De andre holdt sig for sig selv og tav, og Mikkel sad længe med Hovedet bøjet dybt ned i Hænderne foran den gamles Stol. Snart efter sov gamle Thøger med den øde Mund helt aaben.

De sov alle i samme Stue om Natten og hørte Thøger lalle og smaatrue som en Hund, der beklager sig i Søvne.

Da Mikkel og Axel holdt færdige paa Hestene næste Morgen og havde sagt Farvel, vendte Mikkel sig i Saddelen og spurgte med stor Overvindelse hen mod sin Broder:

Og Ane Mette, hvordan …?

Hun er gift i Salling og har voksne Børn, raabte Niels fly-