HJEMKOMST PAANY
De sad i et Herberge oppe i Jylland sent paa Aftenen og skulde for længe siden været henne og sove, men Axel fortalte Mikkel om sin Skat. Mikkel var bleven opmærksom, han sad med Hænderne under Kinden og med Albuerne paa Bordet, Lyset brændte lige for hans Ansigt; Axel bøjede sig frem og fortalte:
Den skal findes et Sted midt i Jylland, andet ved jeg ikke, jeg har aldrig villet vise nogen Papiret. Det er en stor Skat, jeg tænker dagligt paa den, men det har ingen Hast, da jeg er sikker nok i min Sag. En Gang, naar det passer mig, saa faar jeg Skriften tydet. Se her.
Axel stak sin Haand ned paa Brystet under den opslidsede Trøje, rodede rundt og drog en stor plump Hornkapsel frem, der hang ved en Snor. Han antydede med Neglen, hvordan den skulde aabnes og forklarede, at der laa et Stykke sammenfoldet Pergament i den. Mikkel saa fra Kapslen op paa Axels Ansigt og overbeviste sig om hans Ungdom, der næsten lignede Utilregnelighed. Han havde ingen egentlig menneskeligt Blik i sine blaa Øjne, de manglede det fattede Udtryk, der er eget for Mennesker, om hvem man ved, de hedder Ole eller Josef, og at de selv er paa det rene dermed. Han var køn, et mørkt Skæg og en harmløs Mund, Ansigtsfarven var saa skær, at man næppe skelnede dens Grænse mod Luften. Men Haanden var bred, let haaret, ikke til at tage fejl af.