LXXXII
KARL VERNER.
mener selv, det er en arv fra mødrene side. Tilfældet var kun af meget kort varighed; alligevel måtte han for fremtiden være forsigtig, ikke overanstrænge sin hjærne og sörge for noget mere motion. Det sidste skaffede han sig hjemme ved selv at gå og holde sit hus og sin have i stand. Han havde i 1884 i fællesskab med prof. Wilkens købt sig en villa ude bag Frederiksberg og her indrettet sig et ungkarlehjem efter sit hoved. Det regelmæssige liv lå i længden ikke for ham. Var han optaget af en tanke, forfulgte han den med anspændelse af hele sin arbejdskraft uden at bryde sig om, hvad hans helbred tålte. Var han ikke det, fik han til nød sit daglige arbejde fra hånden og lod iøvrigt fem være lige. Også i sin daglige levemåde tog han for lidt hensyn til sit helbred. I de følgende år havde han af og til mindelser af sit slagtilfælde. Engang blev han ved vintertid funden bevidstløs på gaden. Han blev dog ved at leve som hidtil. De fordringer, han stillede til sin arbejdsævne, blev mindre og mindre og gik ikke ud over, hvad han så nogenlunde var nødt til at göre, efter at han i begyndelsen af 1890’erne havde lagt sine fonometriske studier på hylden. Følelsen heraf trykkede ham i de sidste år af hans liv og gjorde ham noget mere tilbageholdende selv over for sine gode venner. I efteråret 1896 ramtes han igen af en delvis lammelse. Det voldte ham besvær at tale, og han kunde næsten ikke slæbe benene efter sig; alligevel blev han ved at passe sine forelæsninger. I Oktober måtte han endelig holde op. Da han gik fra den sidste forelæsning, var det ham næppe muligt at holde sig oprejst. Hans kræfter var fuldstændig udtømte. Efter et 3-ugers sygeleje døde han på diakonissestiftelsen den 5. nov. 1896 kl. 11½ om aftenen.
