LXXIX
BIOGRAFI
han holdt op, kom udefra. En anden var kommen ham i forkøbet. Hugo Pippings bøger: „Om klangfärgen hos sjungna vokaler“ og afhandlingen „Om Hensens fonautograf“ gjorde Verner bekendtskab med först i 90’erne. Og dermed opgav han sine egne fonometriske studier. En tanke som at han ved også at offentliggöre sine resultater kunde have støttet den nye videnskab ved sin autoritet lå ham fjærn.
Hvorvidt hans resultater vilde have været lige så uangribelige som tanken, der lå bag, er tvilvsomt. Edisons gamle fonograf med sin tarvelige staniolbelægning kunde ikke give noget fysisk nöjagtigt resultat. De værste mangler søgte han som ovenfor berørt at afhjælpe ved en forbedret konstruktion af maskinens enkelte dele. Undertiden hjalp han sig også på en lettere måde. Således skriver han (15—9—1887) til broderen Rudolf: „Da nålen enten skubbes op ad eller ned ad en skråning, kommer den ikke straks i sit faste leje for hver drejning, jeg gör; jeg fandt da på efter hver drejning at slå med spidsen af fingeren mod fodstykket; denne bevægelse er tilstrækkelig til at ryste nålen ned i sin faste stilling, og apparatet tegner siden kurven med en nöjagtighed, der er ganske forbløffende“. Bølgernes regelmæssige form har her været hans kriterium for rigtig måling. Han gik nemlig i sin betragtningsmåde ud fra de resultater, der nås gennem Rud. Königs flammeapparat til grafisk fremstilling af forskellige toner og lyd. Angives der en tone i råberen på et sådant i apparat, spaltes flammmen i lutter regelmæssige spidse tunger, angives der en lyd i råberen, bliver tungerne af forskellige störrelser og uregelmæssige men altid konstante for samme lyd: uregelmæssige tunger, der gentager sig i regelmæssige perioder. Verner antog nu: „At prikkerne i fonografens staniolbelægning gemmer — på sin vis — det selvsamme lydindtryk som Königs flammebilleder“. Det har da i förste instans været Verners
