Side:Karl Verner - Afhandlinger og breve.djvu/66

Denne side er valideret

LVII

BIOGRAFI.

side“. Han fik prisen (maj 1877); og æren var så meget större, som det var förste gang, den blev tildelt for en afhandling i et tidskrift. Han kunde være stolt af, at han ved sin förste literære optræden kunde konkurrere med de bedste sprogforskere i udlandet. Mest glad over det var han vistnok, fordi han af et andet tilfælde sluttede, at det vilde komme ham til gode, når der ved Smiths død blev tale om ansættelse af en docent i slavisk filologi. Det var stadig hans lönlige håb, at det skulde blive ham.

Det meget gode, der blev gjort for ham, fik han ikke helt uden gengæld. Scherer ønskede ham som medarbejder ved Ztschr. f. deutsches altertum, i hvis redaktion både han og Müllenhoff sad. Han fik ham virkelig også til at skrive en afhandling (s. s. 57 ff.) for tidskriftet om den opfattelse af germ. nn, som han allerede omtaler i sit brev til Kuhn (s. s. 304 fodn. 3.). Det gik nogenlunde let for ham, da han her endnu tumlede med en idé fra sin förste frugtbare periode. For Verner selv stod den altid som en biting: „en lille sproglig afhandling (en ren ubetydelighed)“. Man ønskede også at knytte en så anset mand til Anzeiger f. d. a. som anmelder af germanistiske værker; for i deres öjne var han stadig germanist, hvor meget han end protesterede og erklærede det slaviske for sit egentlige fag. Han skrev först en anmeldelse af J. F. Kräuter: Zur lautverschiebung (s. s. 69 ff.); men han var også et halvt år om det, og så fik han den endda ikke færdig i rette tid men måtte have opsættelse et par gange. Men dermed slap han ikke. Lige derefter (24—1—1878) skriver han til faderen:

Min afhandling fik jeg ikke færdig til den fastsatte tid, uagtet jeg til sidst aldeles imod min sædvane arbejdede til langt ud på aftenen. Först for et par dage siden kom den afsted, og jeg har siden da hvilet