LVI
KARL VERNER.
var ganske vist ikke den junggrammatiske maxime, som han selv siger, men i alt fald en antydning i den retning, för selve retningen kom til gennembrud i Leipzig 1876—77. Her var han selv med til at gennemdrøfte problemet. Hvad indflydelse han har haft på denne tankes fremkomst og udformning, lader sig ikke sige. Der var i denne kres et vekselvirkningsforhold tilstede, der gör det vanskeligt klart og tydeligt at holde den ydende og nydende part skarpt ude fra hinanden. Det er da meget naturligt, at Verner sluttede sig til de tanker, som han sikkert har indvirket bestemmende på. I et brev til Hoffory (s. s. 344 fodn.) siger han: „Jeg kender kun lydovergange (gesetze) og undtagelser fremkaldte ved analogi“. Derimod var han aldrig nogen absolut tilhænger af retningen i dens krasseste form, sådan som den kom til orde i sætningen om lydlovenes undtagelsesløshed. Grundtanken, mener han, kan være rigtig nok, men formen er uheldig (s. s. 355—57).
Personlig stod han denne retnings talsmænd meget nær. De fleste var hans venner, med hvem han drøftede alle mulige videnskabelige spörsmål mundtlig og skriftlig. Noget anderledes var hans forhold over for Nordtyskerne. De tog sig af ham. Scherer skaffede ham pladsen i Halle og opsøgte ham også personlig, så snart han var kommen derned, men ikke så meget for at drøfte videnskabelige problemer som for at høre, hvad han nu kunde göre for ham. Allerede i et af sine förste breve havde han lovet at skaffe Verner den internationale Boppske prisbelönning for sammenlignende sprogvidenskab. Det søgte han nu at göre alvor af. Müllenhoff og Joh. Schmidt understøttede ham ivrigt. Den sidste erklærede over for Verner: „Overhoved vil jeg altid være rede til at være Dem til nytte, hvor jeg end kan, da De ved Deres fortræffelige afhandling har vundet krav på al mulig understøttelse fra Deres medforskeres
