Side:Karl Verner - Afhandlinger og breve.djvu/63

Denne side er valideret

LIV

KARL VERNER.

ved sit arbejde havde givet dem nye synspunkter og nye arbejdsfelter, som de med iver og lyst kastede sig over. Det var, som kom der ny grøde i sprogvidenskaben, da hans tanker fængede i denne kreds. Han tog tit derover for at drøfte „die damals in Gärung geratenen Probleme der Sprachwissenschaft“. Ved en sådan lejlighed kom talen på den indoeuropæiske vokalisme. Og over for de forskellige anskuelser, der kom til orde, var det umuligt for Verner at tie stille, og han rykkede så ud med sin opfattelse — allerede i juleferien 1874—75 havde han antydet den over for Hoffory — men gjorde samtidig opmærksom på, at Vilh. Thomsen för ham var kommen til lignende resultater. Det havde han erfaret under sit ophold i København sommeren 1875. Der kunde altså ikke være tale om nogen offentliggörelse fra hans side; han nöjedes med kort at antyde loven i et brev til Ad. Kuhn, samtidig med at han indsendte sine 2 afhandlinger (s. s. 305). På den måde — det var i okt. 1876 — kom palatalloven forholdsvis stille og lydløst ind i verden. Men freden var kun kort; snart rasede der en voldsom strid og kævl om, hvem der havde bragt videnskaben dette skridt fremad. Og striden blev så meget heftigere, som det blev et hovedpunkt i kampen mellem den gamle og den nye såkaldte „junggrammatiske“ retning, der netop havde sine hovedrepræsentanter mellem Leipziger-filologerne. De förste gav Johannes Schmidt æren for opdagelsen af palatalloven, mens modstanderne hævdede, at de havde den fra Verner. Da man ikke rigtig forstod, hvilke motiver, der kunde have bevæget Verner til ikke offentlig at fremkomme med opdagelsen, begyndte man at skumle om, at han vist havde opdaget den på Vilh. Thomsens forelæsninger, mens omvendt de andre mistænkte Schmidt for at have genopdaget loven efter ytringer af dem. Verner blev da i 1886, da striden var hæftigst, nødt til og forøvrigt også ivrigt opfordret