LIII
BIOGRAFI.
at vide, hvorledes hans bekendte afhandling var bleven indført i denne filologkreds:
Jeg har atter været i Leipzig og knejpet sammen med endnu flere professorer i en bekendt historisk knejpe „Kaffeebaum“ (her udskænkedes nemlig i sin tid for förste gang den nye arabiske drik). Ved det store runde bord, om hvilket vi samledes med ølkrusene foran os, fortalte en professor Hübschmann et for mig meget smigrende træk: De var engang i forsommeren som sædvanlig samlede om bordet i knejpen, da docent Osthoff (den lærde, der havde udtalt sig så „glänzend“ om mine afhandlinger) trådte ind. Han havde lige læst mine da nylig udkomne afhandlinger og ganske opfyldt af dem gav han sine collegaer et referat deraf, hvorunder han gestikulerede så ivrigt, at han slog accenter med fingrene; og for hver accent var han så uheldig i sin iver at stikke fingeren ned i sennepskanden, der jo i tydske restaurationer altid står på bordet. Da dette experiment havde gentaget sig flere gange, udbrød forsamlingen: ja så må afhandlingen være god, siden den har gjort et sådant indtryk på Osthoff, at han endogså slår accenter i sennepen. Med et par af disse unge lærde er jeg kommen i ivrig brevvexling og vi har skiftet adskillige alenlange breve. De forelægger mig udkast til afhandlinger for at høre min mening og tror i det hele taget, at jeg kan meget mere, end jeg egentlig kan. Lad dem blot blive i troen. [27—12—1876].
Blandt disse Leipzigerfilologer følte han sig hjemme. Det smigrede ham at blive regnet for ligemand af docenter og professorer; han lagde næppe mærke til, at de i virkeligheden betragtede ham som en mester, der
