XXXVIII
KARL VERNER.
Hans ivrige færden blandt almuen vakte øvrighedens mistanke. Han blev anset for polsk spion, og en skönne dag indfandt politiet sig hos ham. I et brev til C. W. Smith (1—4—1876) beretter han denne kuriøse historie:
De rygter, der har gået i København om mit sammenstød med den hellige hermandad, og som også er kommen hr. professoren for øre, synes at have overdrevet sagen, og for at De ikke skal tro, at jeg her har befattet mig med ganske uvedkommende politiske wühlerier, vil jeg give en fremstilling af sagen. Da jeg rejste fra København, indså jeg, at jeg måtte bruge al mulig økonomi for at gennemføre mit forehavende med den bevilligede sum. Jeg undlod derfor at tage noget pas, da jeg nærede den naive tro, at man her hos kulturfolket frit kunde bevæge sig, når man blot opførte sig ordentligt. Ankommen hertil henvendte jeg mig til „Amtsvorsteher’en“; jeg opgav til fuldmægtigen, at jeg kom fra Københ., men egentlig havde hjemme i „Aarhus in Jütland“, hvor min papa var klædefabrikant. På hans spörgsmål, hvorvidt jeg havde noget pas, svarede jeg nej, da jeg vidste, at der i det tydske rige herskede pasfrihed, hvortil han svarede, at det var ganske rigtigt, men han vilde dog råde mig til en anden gang at løse pas, da det dog altid var godt at kunne legitimere sig, hvis noget skulde komme på. Jeg anså mig efter denne samtale for tilstrækkelig legitimeret, sålænge jeg opholdt mig her, og tænkte ikke videre over sagen. Imidlertid må flere omstændigheder have forekommet de gode Tydskere „etwas verdächtig“. Jeg var en Dansker, jeg sad den halve dag indelukket på mit værelse imellem
