tabe den tirade fra pennen, at alle talentfulde digtere har holdt fast på de store bogstaver, bortset fra „et Par norske, hvem Paradoxer og en kunstigt opskruet Selvstændighed altid har været vigtigere end sund Fornuft“. Man må uvilkår[ligt sm]ile, når man véd, at „et Par norske“ er en omskrivning for Björnson og Ibsen, [hvis værker] udkommer på samme forlag som dr. Reckes, trykte med den orthografi, [som vilde lægge] den danske literatur øde. Men det er synd og skam af dr. Recke alene [at lade sine norske kol]legaer være syndebukke; ved en ny udgave af sin piece må han rette be[brejdelsen mod] hele det norske samfund.
...... nemlig som statssamfund har officielt givet de store bogstaver i hovedordene løbepas ...... en sagkyndig ven meddelt mig følgende oplysninger.
...... til den udelukkende brug af små bogstaver i hovedordene er i Norge ...... som efter dr. Reckes mening overalt – kun ikke i Norge – må ...... ved ændringer i retskrivningen; ej heller er initiativet udgået ...... filologer, men fra den tidligere moderate norske regering selv, [fra] den autoritet, der er den naturlige leder af en sund og ensartet udvikling af et folks retskrivning, undervisningsdepartementet. For en halv snes år siden udsendte dette et cirkulære med forespörgsel til landets samtlige rektorer, om de fandt en ændring i den angivne retning hensigtsmæssig og tilrådelig; da flertallet svarede bekræftende, var dermed sagen afgjort, og så blev den udelukkende anvendelse af små bogstaver (bortsét fra egennavne og efter visse skilletegn) administrativt gennemført ved alle landets skoler. Nu trykkes alle skolebøger med denne orthografi; efter fødselsstatistikens forhold vil de små bogstaver brede sig i samfundet; efter dødsstatistikens forhold vil de store bogstaver forsvinde; om en menneskealder vil det nye være det herskende; om et par menneskealdre