student hører sin videnskab foredraget i Lund; senere tager han til Upsala og hører af en anden mund den samme videnskab fremstillet med en opfattelse, der for ham er noget helt nyt, og set fra synspunkter, hvis tilværelse han ikke havde anet; så kommer den sammenlignende afvejning af de forskellige opfattelser i følge med kritik, og så fødes i studenten selvtænkningen, der er og bliver det åndelige livs bevægende kraft. Kun vore små forhold og intet andet bærer skylden for, at vi hertillands lærer formegen autoritetstro og forlidt selvtænkning; det skorter os på krydsningens friske og forfriskende blod. Vi kan sammenligne os med de fåtallige indbyggere på en lille isoleret ø: de er sig selv nok, gifter sig indbyrdes og fører legemligt en ganske behagelig tilværelse; men statistiken mener, at netop disse små samfund leverer det forholdsvis störste kontingent til sindssygeanstalterne.
I denne vor uforskyldte elendighed har vi dog hidtil haft ét lyspunkt, det nemlig, at der udenfor vort landområde lever et ungt, livskraftigt og fremadstræbende folk, der har betingelsen for et åndeligt fællesskab med os, brugen af et og samme sprog. Literaturfællesskabet mellem Danmark og Norge er for begge parter et så uvurderligt gode, at kun den mest fanatiske selvgodhed og bornerthed kan nægte, at det må være vor opgave at holde fast ved dette fællesskab, så længe det på nogen måde er muligt. Ingen kan være blind for, hvor mægtigt et opsving udvexlingen af åndsprodukter mellem Norge og Danmark har taget i de sidste årtier, og hvor pulserende et liv denne krydsning har fremkaldt i literaturen og på skuepladsen. Men hvorledes stiller nu Norge sig til spörgsmålet om store og små bogstaver? Om dette synes der herhjemme at herske almindeligt ukendskab. I det mindste må det tilskrives ukendskab til de norske forhold, når dr. R. s. 7 lader sin digterhalvdel
