skriver „vi, os, I, jer Begge“. De fleste, f. ex. J. L. Heiberg, Pal. Müller, Goldschmidt o. a. gör det. Hos andre er der vaklen: Chr. Winther skriver f. ex. i Hjortens 103 Flugt, 2. opl.: „i Roholt, hvor vi begge vare budne til Gjæst" (s. 42), „os begge der de kasted i et nederdrægtigt Hul" (smst. s. 134), men „og hvad saa Tiden fordrer af os Begge, det skee!" (smst. s. 126).
Jeg kunde slutte her, idet jeg tror at have påvist, at vort nuværende orthografiske system lægger uoverstigelige hindringer i vejen for det, som igennem folkeskolen dog må vedblive at være en af statens hovedopgaver, at lære den store alménhed at udtrykke sig skriftligt i en nogenlunde korrekt form, og jeg mener at have påpeget en vej, ad hvilken disse hindringer vil kunne bortryddes, uden at det höjere åndsliv lider noget skår derved. Men når striden står om en ændring eller ikke-ændring i vor retskrivning, så er der endnu et argument, som i den hidtidige debat ikke eller næsten ikke er blevet gjort gældende, men som ved varetagelsen af det åndelige livs interesser herhjemme må være – jeg tör nok sige – af afgörende betydning.
Vort land er i tidens løb med progressiv hastighed blevet mindre og mindre. Enhver forfatter, kunstner og videnskabsmand véd af egen erfaring, hvilken kuende indflydelse dette lilleputteri har på hans virksomhed; men forhåbentlig vil også ethvert tænkende individ i samfundet forstå, hvor ulykkeligt vi ved vor lidenhed er stillede i væddekampen med de större os omgivende statssamfund. For kunst og videnskab har vi kun ét arnested herhjemme, akademiet og universitetet: universitetslæreren giver sine tilhørere sine ideer, sin opfattelse, der går i dem som guds ord i en student; fra examensbordet bringes disse anskuelser ud i landets skoler og ledes til de enkelte individer, der på denne måde alle syes over én og samme læst. En svensk
