Denne side er blevet korrekturlæst
Livløse genstande:
- Som Penelope jeg væver,
- Daglig paa det lange Lin,
- Og jeg væver mine Minder
- Ind deri som Tegning fin.
- Gjennem alle gaaer et Billed
- Med den samme Liliekind;
- I dem alle er som Islæt
- Savn og Længsel vævet ind.
(Smaadigte, s. 143).
I Verset (Spredte Bl., s. 29).
- Og jeg har otte Kjærester, og det er Mor og Far
- Og Maren og Fru Clausen og en Hyr'edreng, hun har,
- Og Smeden og Eulalia og En, som hedder Thor;
- Dem vil jeg alle giftes med, naar jeg engang bli'er stor.
- Og naar jeg bliver stor engang, saa bygger jeg et Slot,
- Og de skal alle bo deri, og faae det – aa, saa godt!
underretter det talende barn ved de to små a'er os om, at der imellem de otte kærester idetmindste har været én umælende (Thor?).
Föjes alle til flertalsformen af et personligt stedord, kan det, som ovenfor, enten være foranstillet eller efterstillet. I förste tilfælde (alle vi, I, os, jer) har det umiskendeligt adjektivisk funktion ligesom i „alle mennesker“. Efterstillet opfattes det af guldalderens forfattere som substantivisk og skrives med stort forbogstav: vi, I, os, jer Alle[1].
Man skulde nu tro, at parallelismen måtte medføre,
at de forfattere, som skriver „vi, os, I, jer Alle", også
- ↑ Ved et indskudt udsagnsord kan det skilles fra stedordet; man kan både sige: „vi alle er mennesker“ og „vi er alle mennesker“ og i begge tilfælde bruger guldalderens forfattere stort A; men hvorvidt den samme skrivebrug bør anvendes ved den tredje mulige ordstilling „alle er vi mennesker“, det er jeg endnu ikke belæst nok til at kunne afgöre.
