Side:Karl Verner - Afhandlinger og breve.djvu/242

Denne side er blevet korrekturlæst
Han er her, – han kom i sin Vrede
At styrte det Alt i Grus,
Eders Frihedsbøge, I frede,
Eders Altar og Afgudshus –

(Spredte Blomster, s. 20).

Om fremmede Stæder har Moder fortalt,
Jeg husker det Alt.

(Smaadigte, s. 55).

Sammenlign dog Smaadigte 154:

Hvad jeg dig i Rhythmer byder,
Det er alt en Mellemsort.

Ved flertalsformerne (de alle, dem alle) synes der – thi skrivebrugen er stærkt vaklende – hos guldalderens forfattere at gælde følgende interessante regel: Når stedordet refererer sig til levende fornuftvæsener, så fungerer adjektivet alle som substantiv og skrives med stort bogstav; refererer stedordet sig derimod til væsener, der vel er levende, men umælende, eller til livløse genstande, så beholder adjektivet sin egentlige funktion. Exempler fra dr. R.s digte:

Levende fornuftvæsener:

Og han lader Landets Vismænd,
Seer og Stjernetyder kalde:
„Herre, du har kort tilbage!“
Lyder Svaret fra dem Alle.

(Spredte Blomster, s. 91; sml. Smaadigte, s. 96).

Levende, men umælende væsener:

Jeg red fra Skoven, alt som jeg kom;
Smaafuglene sunge paa Grene;
Det var, som spurgte de alle om,
Hvi jeg monne ride saa ene.

(Smaadigte, s. 104).

De er alle smukke, især de tre

(talen er om sex kattekillinger, Smaadigte, s. 64).