Denne side er blevet korrekturlæst
- Han er her, – han kom i sin Vrede
- At styrte det Alt i Grus,
- Eders Frihedsbøge, I frede,
- Eders Altar og Afgudshus –
(Spredte Blomster, s. 20).
- Om fremmede Stæder har Moder fortalt,
- Jeg husker det Alt.
(Smaadigte, s. 55).
Sammenlign dog Smaadigte 154:
- Hvad jeg dig i Rhythmer byder,
- Det er alt en Mellemsort.
Ved flertalsformerne (de alle, dem alle) synes der – thi skrivebrugen er stærkt vaklende – hos guldalderens forfattere at gælde følgende interessante regel: Når stedordet refererer sig til levende fornuftvæsener, så fungerer adjektivet alle som substantiv og skrives med stort bogstav; refererer stedordet sig derimod til væsener, der vel er levende, men umælende, eller til livløse genstande, så beholder adjektivet sin egentlige funktion. Exempler fra dr. R.s digte:
Levende fornuftvæsener:
- Og han lader Landets Vismænd,
- Seer og Stjernetyder kalde:
- „Herre, du har kort tilbage!“
- Lyder Svaret fra dem Alle.
(Spredte Blomster, s. 91; sml. Smaadigte, s. 96).
Levende, men umælende væsener:
- Jeg red fra Skoven, alt som jeg kom;
- Smaafuglene sunge paa Grene;
- Det var, som spurgte de alle om,
- Hvi jeg monne ride saa ene.
(Smaadigte, s. 104).
- De er alle smukke, især de tre
(talen er om sex kattekillinger, Smaadigte, s. 64).