vilkårlighed og forvirring. Når man ved læsningen af guldalderens forfattere fixerer deres brug af de store bogstaver, vil man finde dette bekræftet ikke på ét, men på mangfoldige punkter. Selv ved dagligdags på hver side mødende ordforbindelser træffer man den forskellige opfattelse og dermed den forskellige skrivemåde hos de forskellige. I forbindelsen af adjektivet al med de påpegende stedord den og denne, skulde man mene, vilde der blot kunne være tale om at bruge små forbogstaver, altså f. ex.:
alt det, alt dette, alle dem,
og således er også skrivebrugen hos de fleste forfattere, men studerer man så Goldschmidt, opdager man, at hans hjærne må have fundet noget substantivisk i adjektivet, idet han anser det for rigtigst at skrive:
Alt det, Alt dette, Alle dem,
og når hertil föjes, at J. L. Heiberg ifølge sin opfattelse betragter skrivemåden:
alt Det, alt Dette, alle Dem,
som den rette, så har vi igen det særsyn, at tre personer, gående ud fra et og samme retskrivningsprincip, hver for sig kommer til en forskellig skrivemåde.
Når adjektivet al ikke som i ovenstående exempler er foranstillet stedordet, men efterstillet[1], gælder ingen andre retskrivningsregler. For intetkönsformens vedkommende opfattede guldalderens forfattere adjektivet som substantiveret og skrev altså „det Alt“, hvortil dr. R. slutter sig:
- ↑ Hvor ordstillingen i dansk også tillader at indskyde verbet: „dem har jeg alle“.
