når dr. R. nu blæser til appel til det sted, hvorfra flugten begyndte, og skriver genoprettelsen af kontinuiteten med vor literaturs guldalder på sin fane, så betvivler jeg, at han vil få nogen, der har lidt mere end et overfladisk kendskab til hin guldalders skrivebrug, til at tro, at frelsen ligger i den retning.
Guldalderens ny retskrivningsæra begyndte mærkeligt nok sit konsekvensmageri med at være ukonsekvent, men grunden er den, at man strax vilde have latterliggjort sit eget system, hvis man havde fastholdt konsekvensen. Man skulde nemlig have ventet, at de stedord, der kun kan bruges substantivisk, f. ex. jeg, vi, os, han, hun, hvo, hvem, som, der, man, o. s. v. også måtte forsynes med det substantiviskes distinktioner, men det undlod man, da i så fald omtrent hvert tredje ord i texten vilde blive dekoreret, og det fandt man dog var for meget af det gode. Det fik nu endda at være, når man så havde øvet retfærdighed imod de mange resterende stedord og givet dem alle, hvad der tilkom dem, når de fungerede substantivisk, men også herfra gjorde man tre undtagelser, nemlig ved det spörgende stedord hvad og ved de påpegende den og denne, der allevegne skreves med lille forbogstav. Kun J. L. Heiberg er rettænkende nok til også at unde disse et stort forbogstav, når de står substantivisk. Ikke sandt? til en begyndelse har vi her – i modsætning til den simple förguldalderlige brug at skrive alle stedordene med små forbogstaver – en ret artig regel, som sig hør og bør, med undtagelser og undtagelsers undtagelser, en smule sund hjærnegymnastik for det barn, som skal lære at skrive sit modersmål.
Ovenfor har jeg allerede ved et par exempler søgt at påvise, at substantivbegrebet er noget så vagt og af den subjektive opfattelse så aldeles afhængigt, at det som basis for de store forbogstaver absolut må føre til
