concreta med flertalsformer. Da nu adjektiverne i de adverbielle stereotyper altid er tilstede i intetkönsformen, var der på denne made tilvejebragt fasthed på hint svage punkt. Ved denne videre indskrænkning i brugen af store forbogstaver nærmer disse forfatteres skrivebrug sig stærkt til det standpunkt, som den af kultusministeriet for skolerne approberede retskrivning indtager, men undgår samtidigt det, som mange, f. ex. prof. Rovsing i „Konservative Sprogbemærkninger“ s. 84 finder stødende ved denne, vexlen af store og små forbogstaver i ord, der i deres betydning er ligestillede i setningen: voxne og Börn, Jøder og kristne, Haandværkere og handlende, menige og Befalingsmænd o. s. v. Af nutidsforfattere gör Karl Gjellerup (f. ex. i „Arvelighed og Moral“) den samme fornuftige distinktion mellem de substantiverede adjektiver, men følger i øvrigt i brugen af store forbogstaver guldalderens forfattere. Derimod står Hostrup i et og alt på Birckners standpunkt, og jeg fatter ikke, hvorledes dr. R. s. 33 i sin piece kan beråbe sig på ham til støtte for sit guldalderlige retskrivningsprogram.[1]
Med sin mådeholdne anvendelse af store forbogstaver var det 18de århundredes skrivebrug unægteligt ganske fornuftig: i sin begrænsning havde det sin styrke, idet den skrivende undgik at komme ind på de talrige
glapstier, som den senere utrerede brug af store bogstaver forte til. Sammenligner man Holbergs texter med Baggesens, vil man finde, at medens retskrivningen i
- ↑ [Forf. har her begyndt på en sætning: „At slå Hostrup som orthograf i hartkorn med de andre repræsentanter for literaturens guidalder, er at göre ham uret“; måske har forf. derved villet göre opmeerksom på den kendsgerning, at Hostrup i „Sange og digte fra 30 år“, 1872, skriver substantiverne med små bogstaver.]