Side:Karl Verner - Afhandlinger og breve.djvu/235

Denne side er blevet korrekturlæst

132

karl verner.

blot en række beslægtede stereotyper, f. ex. med ordet ondt, passere revue og iagttage, hvor kaleidoskopisk begrebet i dette lille ord vexler imellem det navneordsagtige og det biordsagtige. Ordet ondt skriver jeg i hver sætning med det forbogstav, som angives i ordbøger (Molbech, og Dansk-fransk ordbog af Sundby og Baruël): „Han får Ondt“ (men f. ex. Bagger, Chr. Winther, Goldschmidt Hjemløs II, s. 597 og Holg. Drachmann: ondt); „det gör mig ondt for ham“, „det gör mig (intet, noget) ondt; han har Ondt, han har ondt i hovedet, hun har Ondt i sinde, jeg har ondt af ham, at tænke ondt om en“, men „at tale Ondt om en“ (dog f. ex. Henr. Hertz, Lyr. og dram. Digte II 1844 s. 1924: „jeg vil langtfra tale ondt om det Slags Dandse“; sml. endvidere Goldschmidts „det foraarsagede ham ondt i Hjertet“, Hjemløs II s. 210 og 291).

Navneordsbegrebet er noget så subjektivt, at det som bærer af de store forbogstaver absolut må lede til vilkårligheder og forvirring og ingensinde kan føre til det, som må være enhver praktisk retskrivnings mål, uniformiteten. Det råd, dr. R. giver os, til at bringe retskrivningen på det törre, nemlig „for de substantiverede Ords Vedkommende at gjøre Skridtet tilbage

og gjenoprette Continuiteten med vor Literaturs Guldalder“[1] (s. 45), er, som man ser, ikke andet end at vi skal vende tilbage til et alt tilbagelagt stadium i vor retskrivning. Når man en gang har været på den rette vej, kunde man nu spörge, hvorfor blev man da ikke på den? Simpelthen, fordi erfaringen lærte, at det princip, man fulgte i literaturens guldalder, navneords-

  1. Ved literaturens guldalder forstår dr. Recke Oehlenschlæger og den cyklus æsthetiske forfattere, der fulgte efter ham indtil dette århundredes midte, af hvilke flere endnu [1888] er i live.