131
store og små bogstaver.
nordisk. Hvor ætherisk fin den tråd er, i hvilken hovedordsbegrebet sommetider hænger, sés bedst deraf, at en og samme forfatter kan tabe sin opfattelse fra den ene bog til den anden. Jeg kunde bringe adskillige exempler fra danske forfattere, men beråber mig her kun på dr. R., der 1876 (Lyriske Digte s. 50) skrev „at holde Stik“, ligeså 1883 (Smaadigte s. 87), men iår har tabt navneordsbegrebet og nu mener, „at ingen Regel holder stik“ (piecen s. 36).[1]
Man kunde indvende, at de anførte exempler er stereotype talemåder, men hvad er sprogtilegnelsen andet end en indsamlen af stereotyper? Barnet, som lærer at tale, tager fra sine omgivelser sprogstoffet ikke i isolerede former, som når vi i skolen lærer latinske gloser, men i sætninger og sætningsdele, og det tilegner sig efterhånden evnen til som en mosaikarbejder på mangfoldig vis at föje disse brudstykker sammen til talens lydbillede. Barnet tager det hørte for gode varer og reflekterer ikke over stereotypens enkelte bestanddele; den voxne talende anstiller ligeså lidt betragtninger over, hvilke ingredienser der er tilstede og om de er anvendte rigtigt efter grammatikens kogebogsopskrifter; det er först den skrivende, der skal göre holdt i sin tankes ström for at løse et grammatikalsk spörgsmål, hvis afgörelse, når
han da ikke er særdeles øvet, hvert öjeblik vil føre ham til tvivlsmål som i de ovennævnte sætninger. Man lade
- ↑ Når dr. R. (piecen s. 6) skriver: „kun de, hvem fremfor alt Sproget er et Middel og ikke selve Maalet“, men s. 42: „den gode Stil og fremfor Alt Versformen kan og vil ikke bruge den Slags Omskrivning“, så fører jeg dette over på sætterens konto; derimod formoder jeg, at distinktionen mellem sætningerne „dette har ikke saa Meget at sige“ (s. 8) og „det vil af denne Undersøgelse kunne skjønnes, hvor lidet vidende om Sagforholdene de Folk ere“ (s. 24) beror på en finesse, som ikke er bleven mig klar af kontexten.
9*
