129
store og små bogstaver.
medens det er hovedordsbegrebet, der skal fremhæves med stort bogstav.
Jeg har hidtil levet i den tro, at det er en af erfaringen givet almengyldig regel, at man ved forstandsoperationer helst skal søge at göre sig de mødende fænomener så konkrete som muligt, da man derved har sikrere fodfæste, end når man giver sig ud i det abstrakte, i begrebernes elastiske sfære. Om en vis gris kan kaldes velnæret, det er noget, Per og Povl kan tage og føle på og derfor i regelen vil kunne komme til enighed om; begrebet „velnærethed“ derimod er noget andet, som de vil kunne debattere syv lange og syv brede uden at nå til enighed. Om et ord er et hovedord, kan jeg i de fleste tilfælde med lethed afgöre efter de kriterier, som formlæren giver (brugen af den efterhængte artikel o. s. v.). Hvad der derimod i en sætning fungerer som hovedord, har hovedordsbegrebet, uden at det selv behøver at være hovedord, det er noget, jeg först kan afgöre, når jeg har filosoferet over sætningens tankeindhold og fået rede på hver enkelt bestanddels funktion ifølge ordföjningslærens kriterier; men det véd enhver, at netop ordföjningen er det område af grammatiken, på hvilket de subjektive opfattelser går videst fra hverandre. Man har derfor grund til at tvivle om rigtigheden af dr. Reckes påstand, at det er lettere at udpege hovedordsbegrebet end hovedordet selv, og at vi her har den talisman, der skal føre os til det forjættede mål, fasthed og ensartethed i brugen af de store forbogstaver. Dog lad os ved et par exempler prøve, hvorvidt dette har sin rigtighed i praxis.
I sætningerne „at snakke tydsk“, „at tale dansk“ har vi to oprindelige tillægsord (tydsk, dansk), der dog i denne forbindelse ifølge ordföjningslæren ikke kan fungere som sådanne. Et af to er da muligt: enten
