128
karl verner.
være genstandsformen til et hjem, men sprogbrugen har degraderet det fra hovedordenes privilegerede til biordenes menige klasse og berøvet det dekorationsretten. Hovedordet mand har sat en aflægger man ind i stedordenes klasse. Og så fremdeles. I enhver periode af et sprog gives der således grupper af ord, der befinder sig på vandring fra den ene ordklasse til den anden, og dette viser klarligt, at bogtrykkerideen at ville udskille og med et særligt tegn udmærke en enkelt ordklasse, er stridende mod sprogets natur, og at det er spildt möje, når vi endnu den dag i dag vil vedblive at spænde hovedordene på de store bogstavers Prokrustes-seng. Dog på dette punkt er jeg i en glædelig overensstemmelse med dr. R., der i sin kraftige stil udtrykker sig således s. 35: „man vil forgjæves lede Verden rundt for i nogen Nations sproglige Vedtægter at finde Noget, der i forargelig Meningsløshed kan maale sig med den Regel, at „ægte Substantiver“, og kun disse, skrives med stort Begyndelsesbogstav“.
Man skulde nu tro, at vi, enige om præmissen, det meningsløse i at ville fremhæve hovedordene, måtte komme til den, som det synes, nærmest liggende konklusion, at vi så dog omsider skulle se at komme bort fra denne meningsløshed. Nej, desværre! Medens jeg, ifølge ovenstående udvikling om det flydende i ethvert sprogs ordforråd og vistnok i samklang med alle, der kender lidt til et sprogs liv, påstår, at det er ligeså umuligt at göre et skarpt udsnit af et sprogs ordforråd, som det er umuligt at drage bestemte grænser mellem regnbuens forskellige farvegrupper, mener dr. R., at et sådant udsnit alligevel er praktikabelt, når det blot sker på rette måde. Fejlen er efter hans mening den, at man indskrænker sig til at udskille hovedordet,
