125
store og små bogstaver.
bogstavers betydning hos en forfatter, men at han også selv skal kende den kunst at anvende dem rigtigt, er en lige så urimelig fordring som at forlange af en koncertgænger, at han skal have studeret generalbas. Med vort nuværende retskrivningssystem uddanner folkeskolen elever, der som mennesker vel kan blive ret „gute Leute“, men som orthografer gennemgående bliver „schlechte Musikanten“. Indførelsen af små bogstaver i hovedordene vil være et zigöjnersystem, som enhver vil kunne tilegne sig, og som for den store mængde vil være fuldt tilstrækkeligt i livets daglige koncert, og når så skolen tillige giver eleven evne til at læse de store og små sprogkomponisters værker, så synes mig, at alle rimelige fordringer er opfyldte.
Ved en undersøgelse af de store forbogstavers brug i hovedordene må man först og fremmest göre sig denne skrivebrugs historiske oprindelse klar, komme på det rene med, hvad der i sin tid har været motivet til dens indførelse. Brugen af store bogstaver (majuskler) var i de ældre håndskrifter indskrænket til at angive begyndelsen af större afsnit i texten; senere trængte de i håndskrifterne lidt efter lidt ind i det indre af texten for at bruges som forbogstaver i egennavne og til fremhævelse af enkelte ord, og bogtrykkerkunsten optog denne brug, så at dens förste frembringelser, f. ex. Luthers bibeloversættelse og hos os Kristjern Pedersens, Peder Plades og Hans Tausens skrifter er trykt på denne måde. I løbet af det 16. årh. anvendte de tydske bogtrykkere de store bogstaver i stedse större udstrækning som en slags pynt, der skulde bryde textens ensformighed, men de ampliceredes aldeles vilkårligt uden nogen bestemt regel, og for at få lidt orden i sagerne fandt man så henimod det 17. årh. på fortrinsvis at give hovedordene privilegium på hin udmærkelse.
