124
karl verner.
deres egen selvvalgte dragt. Der ydes forfattere og digtere den fuldeste frihed i valget af de midler til tankens udtryk, de finder fornødent; opstår der en forfatter, der mener at måtte trænge til endnu flere store bogstaver end dr. R., så er han lige så velkommen i læsebogen som de andre, og skulde en fremtidsforfatter få i sinde at kaste de store bogstaver helt bort eller måské kun beholde dem, hvor der kunde tænkes en tvetydighed i texten, så skal heller ikke han formenes adgang til skolens læsebog. Læreren giver sin elev den regel, at overalt, hvor hans öje i læsebogens texter møder et stort bogstav, som ikke kan motiveres ved hans egne retskrivningsregler, der har han at søge det substantiviske begreb, hvis der kan tvivles herom. Eleven vil hurtigt komme til en forståelse heraf, thi dette er jo himmelvidt forskelligt fra at lære barnet selv at udfinde og dekorere, hvad der i texten (efter hvis skön?) bør opfattes som substantivisk.
Hvis sagen lader sig ordne på denne måde, skönner jeg ikke rettere, end at de store bogstavers forkæmpere må kunne føle sig tilfredsstillede. Man indvende ikke, at det vil volde eleven vanskelighed at lære at læse to forskellige texter, texter med store bogstaver og texter uden sådanne; jeg behøver kun at henvise til den lethed, hvormed børnene nu lærer at læse såvel gothisk som latinsk text, hvor dog hver enkelt bogstavform er forskellig. Netop den modsætning, som barnet vil finde mellem sine egne og forfatternes texter, vil skærpe dets opmærksomhed for de store bogstavers betydning i sidstnævnte i langt höjere grad end det nu er tilfældet. Ét er det, at kunne forstå og nyde en komponists værker, et andet er det selv at sidde inde med theoretisk kendskab til kompositionskunsten. At kræve af den læsende, at han ikke blot skal kunne forstå de store
