Side:Karl Verner - Afhandlinger og breve.djvu/225

Denne side er blevet korrekturlæst

122

karl verner.

skal skrive i bunden stil, arbejder under ganske andre vilkår; af ham kræver man ikke blot tankens klarhed, men tillige formens skönhed; det er kun digterne, „som Nat og Dag kæmpe med et ofte gjenstridigt Stof . . ., hvis Erfaring rækker videst i at bedømme, hvad der i det Ydre, Legemlige i Skriftsproget er af afgjørende Værd for Klarheden i Tanken og Letheden ved Tilegnelsen“. Det er alfa og omega i R.'s piece, at digterne alene véd, hvad der tjener til sprogets bedste; og digterne kan nu engang ikke undvære de store bogstaver i hovedordene.

Jeg har en fuld erkendelse af digternes betydning i staten, af deres værkers åndsadlende indflydelse på samfundet, og navnlig har jeg som sprogmand en klar opfattelse af digternes værd som kunstnere, der lutrer, udhamrer og udmejsler det ubearbejdede sprogmalm, sem slægtled på slægtled tager og giver i arv. Det er altså langtfra, at jeg hylder Malesherbes mening, at en digter ikke gavner staten mere end en dygtig keglespiller. Men hvis forholdene virkelig er så fortvivlede, at 2 millioner mennesker af hensyn til en forsvindende brøkdel i skolen skal plage sig med at indtage et uklart, tidsrøvende kundskabsstof, der for de allerflestes vedkommende falder over bord, når skolen er forladt, og altså bliver værdiløst for dem på livets videre sejlads, så kan jeg forstå, om en eller anden vilde mene, at det bliver digterens sag, når han i betryk for rim eller rhythme i ny og næ får fat på et uklart udtryk, at det så bliver hans sag at se sig om efter et andet udtryk for vedkommende vers eller linie. En kunde mene således; jeg gör det ikke, da jeg ikke har isinde at lægge endog et halmstrå ivejen for den digteriske produktion; kun retter jeg følgende spörgsmål til dr. Recke og andre lige så ivrige megalogrammatofiler: Hvis der