118
karl verner.
dr. R. foreslår, skal anbringe dem i endnu större antal. Men den prosaiske forstand, som fastholder, at piecen skal være et videnskabeligt indlæg, vil opdage, at netop der, hvor den lyriske bølgegang bruser höjest, netop der har man ondt ved at få öje på videnskabsmandens argumenter.
Der kræves en ikke ringe grad af selvovervindelse, når man vil tage til genmæle imod dr. R.'s skrift. Ikke fordi han tager en mængde forbehold med hensyn til, hvem han vil værdige noget svar, thi det behøver man ikke at lade sig skræmme af, når det kun er en om at göre at få sine modgrunde fremførte for publikums forum. Det, der gör en betænkelig, er den måde, hvorpå han har ment på forhånd at måtte karakterisere alle, der i dette rent videnskabelige spörgsmål har en fra hans afvigende opfattelse. Både for at bevise min påstand om den altfor overströmmende lyrik, og for at læseren kan vide, af hvad kaliber vi er, hidsætter jeg følgende blomstersamling af det for os udstedte skudsmål. Det hedder sig, at vi „omgive os med forloren Autoritet“, at vi „ikke have et Gran af praktisk Sagkundskab paa det Omraade, som vi ville reformere“, at vor „Argumentation gjennemgaaende er præget af en utrolig Futilitet", at vi „med fuldkommen Blindhed for Sprogets Tarv lade os lede af alleslags uvedkommende Hensyn og intet Middel skye for at naae vort Maal“, at vi ikke tilhører „den klarttænkende Part af det danske Folk“, at vor bestræbelse er „en af Uforstand og Overfladiskhed ledet Bevægelse, der med Fremskridtet som Løsen og under Civilisationens Banner søger at barbarisere Sproget“, at vi kun udgör „en lille Klike ensidigt dannede Lærde og Skolemænd, der savne al Competence til at bedømme den nedarvede Skrivebrugs æsthetiske Værdi“, at „det er en Anmasselse, naar Philologer, som blot ere
