117
store og små bogstaver.
- „Hver evige Dag maa jeg høre,
- ..........
- At jeg aldrig sætter en Dæmning
- Imod mine Tankers Strøm,
- At jeg klamrer mig til min Stemning
- ..........
- Jeg veed det“. —
„For meget lyrik, for lidt videnskab“ er i få ord det indtryk, jeg har fået ved gennemlæsningen af dr. R.'s skrift, et indtryk, som vistnok enhver vil få, der under læsningen af hvad som helst har vænnet sig til ikke at lade forfatteren alene om at tænke. I én person at huse både en digter og en videnskabsmand er ikke forundt mangen dødelig. Dr. R. er en af disse lykkelige; thi at han er videnskabsmand, oven i købet en ganske dygtig videnskabsmand, har han ved anden lejlighed tilstrækkeligt lagt for dagen. Men en sådan dobbeltnatur medfører store farer, når den ikke er forenet med en energisk ligevægtsbestræbelse; det kan da let hænde sig, at digteren får overtaget over videnskabsmanden, at følelsen og fantasien løber af med den rolige tænkning, og resultatet bliver da et i æsthetisk henseende måske ganske net værk, men det, der deri skulde været videnskab, er blevet til lidenskab. Dette er tilfældet i dr. R.'s lille skrift. Den tilstand, der vil opstå, når de store bogstaver i hovedordene bukker under i kampen med de filologiske og pædagogiske Thurser, er i digterens fantasi voxet til en sand Ragnarökr, som i stærke farver og en smuk stil udmales for læseren, der rives med, glemmer, at det er en videnskabelig piece, han læser, og lægger bogen hen med den faste overbevisning, at de store bogstaver i hovedordene er nogle af de væsentligste samfundsstøtter for det åndelige liv i Danmark, og at man, så langt fra at rokke ved dem, snarere, som
