XCI
BIOGRAFI.
han i heldige omgivelser, kommer der noget stort ud deraf som i sommeren 1875; ellers ligger den brak, som under Tysklandsopholdet og tildels senere; direkte misbrugt blev den ikke. Verners fine hæderlighed yder en passiv modstand, der ikke lod sig overvinde. Han kunde ikke optræde direkte afvisende og lige så ringe ævne havde han til at indvirke bestemmende på andre mennesker. Han egnede sig derfor ikke for ledende stillinger. Han vidste det og holdt sig tilbage (s. s. IL). Han er for beskeden og tilbageholden til at egne sig til offentlig optræden. Det ved han også godt og er derfor meget betænkelig ved at søge docentposten herhjemme. Og da han endelig må, til det som docent, affinder han sig dermed efter bedste ævne. Hans afsky for alt, hvad der var officielt, var næsten sygelig udviklet. Han er henrykt, da det to gange lykkes ham at tage til Berlin for at göre visit hos sin overordnede i ministeriet uden at træffe ham. En tysk professor kom engang og vilde hilse på ham, da han stod og malede sit hus. På professorens spörsmål, om den berömte Karl Verner var hjemme, svarede malersvenden belevent på tysk, at professoren desværre ikke var hjemme, og malede fornöjet videre[1].
Man forstår, at denne mand ikke deltog i det offentlige liv til trods for sine udprægede anskuelser. Allerede i Petersborg føler han sig som en „nøgen demokrat“ blandt de mange stærkt dekorerede herrer, han kom sammen med derovre, og han blev ved med hele livet igennem at føle sig som demokrat. Han var således i begyndelsen af 80'erne en hyppig gæst i det radikale „Studentersamfund“, og i de politiske kampår koger hans indignation over, så han griber til pennen og begynder på en avisartikel for at protestere. Det blev ved begyndelsen.
- ↑ Wilkens l. c.
