72
Fornemmelse, naar jeg dansede med en Herre, der fast og sikkert bar mig ind i Musikens Rytme. Naar jeg lukker Øjnene, kan jeg endnu høre hans Stemme. Ja, der er Rytme i den, og jeg er tilmode, som jeg danser — en blød, langsomt vuggende Dans.
Jeg hører hans Afskedsord, mens han tog begge mine Hænder og saá mig smilende, saa mildt, og slet ikke paatrængende, ind i Øjnene: »Farvel, De meget søde, ubekendte Pige, som jeg er forfærdelig glad over at have truffet.«
Underligt, at Øjne kan være saa forskellige. For Fremtiden vil hans Øjne ikke gøre mig bange.
Jeg vilde heller ikke være bange for at
møde ham igen. Jeg vilde ovenikøbet være
glad ved det, det vilde more mig. Naar blot
det ikke var saa ganske uden al fornuftig
Mening. Naar blot det ikke var saa grænseløst
letsindigt.
Forresten, er det saa ufornuftigt at være letsindig? Hvem takker En for, at man aldrig gør andet, end hvad der er dydigt og kedeligt?
