64
Dem længere. Der er maaske Nogen, som venter Dem.«
Jeg kiggede hen paa ham. Han saá nogenlunde behersket ud. Men Stemmen dirrede, da han svarede:
»Enten, Frøken, er De meget spøgefuld eller, undskyld, dum.«
Jeg, engleblidt:
»Hvor uvenligt De taler til mig. Har jeg fornærmet Dem?«
Han, med værdig Kulde:
»Fornærmet mig? Nej. Men jeg finder det, ærlig talt, en Smule overflødigt at stævne mig en kold Vinteraften til et fjærnt Sted for at spørge mig om, hvad jeg hedder.«
Jeg, stille og beskedent:
»Jeg troede saamæn heller ikke, De var kommen. De faar, fortæller man, saamange anonyme Breve.«
Han, lidt mildere:
»Jeg kom ogsaa kun, fordi Deres Haandskrift interesserede mig. Den var — skønt fordrejet — saa dameagtig, saa fin og ejendommelig.«
»Nu smigrer De mig, Hr. Mørch. Der er virkelig intet interessant ved mig … end
