58
morsomt at have gjort noget splittergalt. Navnlig naar det, som i dette Tilfælde, er uden Følger.
12. Februar.
Imorgen var det, jeg skulde møde Hr. M. udenfor Nordbanestationen. Jeg maa dog til Ære for mig selv bemærke, at det ikke et eneste Øjeblik er faldet mig ind at gaa til Stævnemødet.
Han kommer naturligvis heller ikke. Erik sagde jo, at han aldrig reflekterede paa de anonyme Breve, han fik.
Sæt nu alligevel han kom. Det vilde være forfærdelig morsomt bare at se ham spankulere om paa Mødestedet. Den Vigtigpraas med sine indbildske sorte Øjne. Jeg ser ham i Tankerne, med Pelskraven op om Ørene og Stokken under Armen.
Ak, gid han kom, og jeg, selv usét, kunde se ham.
Jeg tror, jeg lokker Erik til at spadsere en Tur med mig imorgen Eftermiddag. Hvis M. saa er der, dyer jeg mig ikke for at fortælle Erik, at det er mig, som han venter paa.
