269
Anelser, Haab og Løfter, og jeg forstod, at jeg var overvunden.
Men jeg er intet fordringsfuldt Barn længer. Jeg venter ingen Æventyrprins, jeg tror ikke, Livet byder mig til et evigt Festbord. Jeg véd, at jeg vil faa baade godt og ondt, flest Hverdage og kun en Gang imellem Fest; jeg véd, at det, der kommer, bliver hverken stort eller mærkeligt, men jeg véd ogsaa, at jeg maa være glad endda, og at det ialfald bliver Liv. Og leve maa jeg, ud i Lys og Luft, siden jeg ikke kan dø med det Døde, og siden jeg er for ung til at finde Fred i Sorgens Kloster.
Og siden Erik, min trofaste Ven, vil tage mig som den, jeg er — uden Forargelse og uden Bebrejdeiser, fin og mandig uden at forlange nogen Ydmygelse af mig.
Det var ham, jeg saá hin Dag udenfor Frederiksberg Have. Faa Dage efter mødte jeg ham i Haven, og da vi siden fulgtes ad, fortalte han, at han mange Gange havde set mig derude, men havde holdt sig skjult, fordi han troede, jeg helst vilde være alene. Jeg svarede, at jeg ingen Grund havde til at søge Ensomhed, og han tav, uden at tro mig. I den
