246
en Straf, Gud, men har Du nu ikke pint mig tilstrækkeligt? Nu lukker jeg Øjnene, og nåar jeg om lidt slaar dem op igen, lad det da være en Drøm, jeg er vaagnet af.«
… Og jeg stod igen nede ved Søen, og jeg syntes, der ikke var anden Redning for mig end at kaste mig ud i den. Jeg rasede ikke længer, jeg var kun bedrøvet til Døden. Jeg græd stille og mildt, jeg saá det dejlige Sommerlandskab ligge udbredt for mig, og jeg, der endnu var saa ung, havde intet læenger at haabe af Livet.
Da sagde Stemmen inde i mig: »Der er Haab endnu. Maaske ligger der allerede Telegram til Dig, eller der er nyt Brev under vejs.«
Ja, ja, fortsatte jeg, saadan er det, saadan maa det være. Og mens jeg hastede hjem, hyggede Haabet de skønneste Slotte for mig.
Der var intet Telegram, og der var intet Brev imorges.
Men jeg vil ikke opgive Haabet, før jeg
har talt med ham.
