240
som Soldater, i Konvoluternes altid samme Uniform og med reglementerede Frimærke-Epauletter.
Alt dette betød for Dig intet. For mig blev det Flyvesandet, der lang somt tyngede min trætte Kærlighed til Jorden.
Thi det er Begyndelsen og Enden paa, hvad jeg har at tilstaa Dig. Jeg er træt. Jeg kan ikke længer. Jeg maa være fri.
Jeg føler, medens jeg skriver dette, min Træthed til den Grad, at jeg end ikke kan sige Dig alt det Gode og Varme, mit Hjærte dog gemmer for Dig.
Ogsaa synes det mig næsten uværdigt at pynte med smukke Ord paa dette Brev, som bringer Dig et Budskab, Du med Rette vil finde brutalt og uretfærdigt. Jeg føler det jo selv. Jeg ser det oprørende i, at vort Forhold brydes, egenlig fordi Du har elsket mig for højt.
Alligevel, det maa saa være. Alle Indvendinger dræbes af mit trætte: Jeg kan ikke mere.
Og det er ikke noget, som gaar over i Morgen eller i Overmorgen. Tro ikke
