235
der gjorde mig saa træt og undertiden dyssede mig i en kort, angstfuld Slummer.
Omsider rev jeg mig med et Ryk ud af min Dvaletilstand. Jeg sprang op, slog Gardinerne til Side for det fulde Dagslys, og som en Befrielse, næsten som en Lykke steg den sikre Bevidsthed frem: Det er forbi, det maa være forbi.
Jeg vil fremdeles ikke lyve for Dig, jeg vil ikke besmykke mine Tanker og Følelser. Det var Lykke, jeg straks følte. Jeg følte mig saa let og fri. Ligesom genfødt, med nye Kræfter og nye Forhaabninger.
Men da jeg saa for lidt siden tog Papir frem for at skrive til Dig, forstod jeg, at det tungeste endnu var tilbage.
Thi Sagen er jo den: Jeg har intet somhelst at bebrejde Dig, jeg har tværtimod kun Tak og atter Tak at bringe Dig for alt det dejlige, Du har bragt mig, for al din søde Kærlighed.
Og alligevel kommer jeg nu til Dig og siger: Det er forbi. Jeg er træt. Du faar slippe mig, hvor haardt, hvor uretfærdigt det end er.
