222
det varede saa længe, inden jeg kom; men jeg var henne paa Hotellet og spillede Croquet. Det var da morsomt at se Dig. Er Du her med dine Forældre?«
»Jeg er alene. Jeg er taget ud for at besøge Dig.«
»For at besøge mig? Men det gaar jo ikke an, at vi viser os sammen her.«
»Jeg havde ogsaa tenkt, vi skulde tage et eller andet Sted hen.«
Vi stod og saá lidt paa hinanden. Saa sagde han : »Jeg vil hellere straks sige Dig, som det er. Du maa ikke blive vred, Du maa tro, at jeg ogsaa er meget ked af det: jeg kan ikke idag være til din Disposition. En hel Del af Landliggerne har netop til idag arrangeret en stor Udflugt, og jeg har bestemt lovet at tage med. Jeg kunde jo hellerikke vide —«
»Nej« — afbrød jeg ham. »Du kunde naturligvis ikke vide, at jeg vilde komme og forstyrre Dig.«
Hans Ansigt fik sit nervøse Udtryk.
»Du tager Sagen lidt urimeligt, « sagde han.
»Ja, det gør jeg vist. Undskyld baade det og at jeg er kommen til Ulejlighed. Nu
