196
Ansigter og haandterede Kniven paa den livsfarligste Maade. Jeg tenkte: »Han skulde bare vide, at jeg ligger her og belurer ham. Nu har det arme Menneske af lutter Forfengelighed pint sig med at vaagne tidligt, for at jeg ikke skulde se ham ubarberet, og saa overrasker jeg ham midt under de mindre flatterende Forberedelser.«
Av! dér skar han sig. Jeg lo, saa jeg hoppede i Sengen. Han vendte sig, rakte som en Gadedreng Tunge ad mig og sagde: »Ja vent Du bare, til jeg er færdig, saa skal Du faa noget at le af, Du uartige Pige!«
Lidt efter var han henne ved Sengen, trak mig i Næsen, truede mig med en vaad Svamp og var fuldkommen kaad, men forfærdelig sød og tillige glat om Kinderne, skønt ikke uden Blessurer.
Vor Rejses anden Dag var begyndt. Ak! og altfor hurtigt endt.
Hvordan vi tilbragte den? Som det Æventyr-Prinsepar vi var: med at lege sammen som Kongebørn i et Rige, der var vort og smukkere end alle andre Riger; med at spise Mad og drikke Vin, der var finere og mere kvægende end almindelig jordisk Mad og
