175
turde ikke igen gaa op, fik saa fat i et Bybud og sendte ham. Tilstanden uforandret, maaske en Smule bedre.
Den fremmede Dame sagde, at jeg ikke
kunde komme ind til ham. Hun, for hvem
han er et ligegyldigt Menneske, en Patient
som enhver anden Patient, hun faar Lov at
gaa om ham; hun hjælper ham og plejer
ham; hun véd hvert Minut af Dagen, hvordan
han har det, om der er Haab og Fremgang.
Men jeg, som elsker ham; jeg, som ikke vilde betænke mig et Sekund paa at ofre mit Liv for ham — jeg maa som en Uvedkommende staa ved hans Dør og modtage de Oplysninger, hun, et Menneske, hvis Hjælp han køber, naadigst vil give mig. Hun spærrer Døren for mig, hun giver mig ikke saameget som Lov til at sende ham, mit Kæreste, mit Eneste, et Blik!
Og saa magtesløs er jeg, at jeg maa lystre denne Person. Jeg maa ovenikøbet gøre mig elskværdig for at faa ordenlig Besked af hende.
