139
Vor Kærlighed er ingen Køkkenurt, der kan gemmes hen til en Husholdnings Behov. Den er en Blomst, som dufter sødt og straaler skønt og dør hurtigt, fordi dens Liv har været saa stærkt.
Vor Kærlighed. Har han nogensinde brugt det Ord? Nej, saa lidt som han nogensinde har sagt: »Jeg elsker Dig.«
Nu véd jeg godt, at Ord gør det ikke. Han kan elske mig usigelig højt, fordi han ikke siger det, og hvis jeg ikke af andre Grunde kunde vide, at han elskede mig, var det intet Bevis, om han saa hundrede Gange i Træk forsikrede mig: Jeg elsker Dig.
Han kalder mig Barn. Men naar han tager mig om Hovedet, ser mig ind i Øjnene og siger: »Du søde Barn!« — kan han da ikke se, at Barnet brænder af Længsel efter at høre de forjættede Ord, de Ord, der er lovede — i Digt og i Drøm — ethvert forelsket Barn?
Og er det af Forsigtighed, at Du, min kloge Ven, ikke vil udtale de Ord, som jeg i frydefuld Lykke giver Dig, saa ofte Du vil høre dem, da spørger jeg: Kan saa megen Forsigtighed forliges med, hvad Du iaften fortalte mig? … Jeg stod foran Toiletspejlet.
