36
OTTO JESPERSEN
Andre ejendommeligheder. Man skulde tro det var ligegyldigt, enten man sa „gud veed“ eller „det veed gud", men faktisk betyder det ene det stik modsatte af det andet; det förste bruges om det usikre (det gud alene veed, men vi andre ikke), det andet om det til overflod sikre: Regner det? Ja, gud veed | ja det veed gud det gör (sml. ja det ve(d) gud det gör)[1]. Med andre ord: „gud veed om ...“ men „det veed gud, at ...“ Og den samme forskel göres i forbindelse med guds viden mellem de to småverber må og skal, der dog skulde synes at betegne det samme: „Gud må vide, om han er dum“ (uvisshed) — „gud skal vide, han er dum“ (visshed). Ligeså: „Er han dum?“ „Ja det må vorherre vide (om han er)“. „Ja, det skal vorherre vide (han er)“.
Man skulde også tro, at gud, herregud og vorherre i allersnævreste forstand var enstydige, men det er de slet ikke i edernes underlige verden. Som udråb betegner herregud! medlidenhed (Herregud hvor man er et barn. Vedel, Stavnsbaand 33), gud! dærimod forbavselse, tit glad overraskelse: „Herregud hvor han dog er lille!“ | „Gud, hvor han er stor!“ — Medens vorherre ikke kan bruges på nogen af de anførte måder som udråb, kommer Jesus, især i formen jøsses, hyppigt til anvendelse i udråb, dog uden at betyde ganske det samme som noget af de to nævnte udråb; det kan betegne beundring, men angir dog vel hyppigst ubehag, ærgrelse, angst, som i „Herre Jøsses, sagde Sem tul sig selv, blot der nu ikke skeer en ulykke!“ (Goldschm. Hjeml. 2. 822). Sml. også jøsses kors!
Gud og vorherre er heller ikke det samme, når ordet efterfølges af bevare's (bevare os!) — Vorherre bevare's er omtrent det samme som „gud fri os“, „lad os endelig være fri (blive forskånet) for det“, sml. „Vorherre bevares! Guvernante, det er det værste jeg ved“ (E. Brandes, Overmagt 31). Gu(d) bevare's dærimod er omtrent = „for mig ingen allarm“, „jeg har intet
- ↑ Et par forfattersteder: Gud wed, jeg war sorgefuld (Jammersm. 68) | Men jeg elsker Deres datter, himlen veed ... ja, ved gud, himlen veed det! (Golschm. Hjeml. 1. 143). I begge betegnes visshed (forsikring), men den ovenfor givne adskillelse har dog gyldighed for nutidens almindelige talesprog.
